Kvinderne tager skraldet
I Hanoi skal man lede lang tid efter en affaldsspand til offentlig brug. Her er det helt tilladeligt at droppe sit affald på gaden. Der går nemlig ikke lang tid, inden det forsvinder som dug for solen.
Skraldemændene i Hanoi er fortrinsvis kvinder, og med deres små metalvogne, støvsuger de gaderne for affald. For ca. 910 DKK om måneden sørger de for, at Hanoi er relativ ren, og at der aldrig hober sig skidt op. De forretningsdrivende og beboere samler ofte affaldet i bunker, når de fejer om morgenen, og gør på den måde arbejdet lidt lettere, når skraldepigerne kommer forbi.
Når det yderst sjældent er mænd, der fejer skrald op, hænger det sammen med, at vietnameserne opfatter skraldeopsamling som kvindearbejde i lige linje med børnepasning, husarbejde, madlavning og huslig rengøring.
I Hanoi indsamles der dagligt mere end 2000 tons affald i de små metalvogne, og selv om arbejdet er hårdt og dårligt betalt, er kvinderne bange for at arbejdet en dag vil blive overtaget af maskiner eller mere systematisk indsamling, hvilket vil gøre dem arbejdsløse.
Den skødesløse bortsmidning af affald i storbyens gader, og den samtidige forventning om, at det fjernes af skraldekvinderne har desværre bredt sig til provinsen og dermed også i turistområderne, hvor der ofte flyder affald i vejkanten uden nogen kommer og fjerner det.
Den miljøbevidste amerikaner eller europæer står uforstående overfor den manglende fornemmelse af bæredygtighed og miljøforståelse. Regeringen er blevet opmærksom på problemet, og der arbejdes stadig med at udarbejde strategier for den fremtidige affaldshåndtering.
I Vietnam deler man f.eks. heller ikke affaldet op i genanvendeligt affald, plastik, glas osv. Til gengæld findes der genbrugsindsamlere i Hanoi, der går rundt i gaderne og opkøber pap og plastik til videresalg, men genbrugstanken er langt fra sat i system, og mangler tydeligvis forståelse hos den almindelig vietnameser på gaden.
Vietnam er et af de lande i verden med den laveste arbejdsløshed, og en af grundene er selvfølgelig, at der generelt ikke er den opmærksomhed mod effektivitet og systematik, som vi kender i vesten.
Opsætning af skraldespande/containere på centrale steder og indhentning af skraldet med maskinel kraft ville som nævnt gøre en masse mennesker (læs kvinder) arbejdsløse. Så spørgsmålet der blafrer i vinden er, om resultatet af en mere miljøvenlig tilgang til affald i stedet vil betyde et menneskeligt ”affaldsproblem”, hvor tusinder af kvinder vil føle sig kasseret og værdiløse.
Send os dine spørgsmål eller få et uforpligtende tilbud
Få et uforpligtende tilbud eller send os dine spørgsmå. Udfyld formularen herunder, så vil Thomas, Michael eller Kenneth vende tilbage hurtigst muligt.