Onkel Ho & Aben
Jeg var i går på besøg hos en smedefamilie, som havde en abe som kæledyr, og den kun 3 måneder lille skabning byggede hurtig bro mellem vores to kulturer. Underholdningsværdien var stor, når aben kravlede rundt med et stykke melon eller faldt i søvn med tommeltotten i munden. Men det var nu hverken det stort anlagte middagsbord med utallige veltilberedte retter eller familiens muntre abekat, der gjorde aftenen speciel – men derimod en fortælling, der skabte eftertænksomhed og synliggjorde det dilemma, som næsten er dagligdag, når man færdes i Vietnam.
Der er vel ikke noget som, når en fortælling kan rykke en smule ved ens verdensbillede, eller give ens virkelighedsopfattelse et lille puf.
Historien var i al sin enkelhed, at familien lokalt havde en særlig status, fordi den afdøde bedstefar var nær ven af Ho Chi Minh. De havde tilbragt ungdomsårene i Frankrig, og venskabet havde fulgt dem efter hjemkomsten til Vietnam. Ho Chi Minh var en berejst herre, og for at få den tidsmæssige dimension på plads, blev Internettet taget i brug, så vi med sikkerhed kunne fastslå, hvornår Ho Chi Minh faktisk var i Paris.
Der sad jeg i et vietnamesisk hjem med en flok meget sympatiske mennesker og fik en heroisk fortælling om landsfaderen og deres nære tilknytning til ham, da den danske Wikipedia kortfattet fastslår; ”Ho Chi Minh er en af historiens store massemordere, der bl.a. under de såkaldte “landreformer” myrdede anslået 120.000 – 900.000 mennesker…”
Familien var selvfølgelig nysgerrige og ville vide, hvad der stod på den danske hjemmeside, og min vurdering var klart, at her måtte der gås på listefødder. Jeg havde simpelt hen ikke modet til at konfrontere dem med de fakta, og måtte jo også erkende, at jeg heller ikke havde lyst til at være dommer på deres liv. Men et faktum var det at ”aben nu var hos mig” (for at blive i det univers), og at jeg lod den sidde.
Et hvert land har brug for helte – en symbolsk figur, der kan bringe folket sammen i hårde tider. I Vietnam blev det Ho Chi Minh der fik denne rolle, og selv om der helt korrekt kan dokumenteres grusomheder i kølvandet på hans politiske virke, kan han også krediteres for en lang række politiske heltegerninger. Mens vi fra vesten pr. definition må forholde os kritisk til diktatorer generelt, er vietnameserne bredt set stolte af deres landsfader. Tendensen i de store byer er nok, at man indtager en mere nuanceret holdning til Onkel Ho, men landbefolkningen og den ældre befolkning ser ham stadig som den store befrier. Ho Ci Minh rejste mange steder i verden og talte flere sprog flydende, og så havde han evnen til at formulerer sine socialistiske ideer i overskrifter, som befolkninger nemt kunne forholde og identificerer sig med. Skolebørnene lærte om hans ideer gennem de centrale samfundsgrundlæggende definitioner; patriotisme, hårdt arbejde, samarbejde, disciplin, ydmyghed, integritet, tapperhed og hygiejne. De lærte om hans liv som både eventyrligt, ydmygt og sparsommeligt, og hans tilnavn Onkel giver jo heller ikke just en association til en diktator. Hertil skal lægges, at Ho Chi Minhs CV også indeholder bedrifter, som den, der smed franskmændene på porten, genforenede landet og som tog kampen op med amerikanerne (selv om han døde inden krigen blev vundet).
Men Onkel Ho, som stadig afbildedes alle steder i bybilledet, og som vietnameserne altid omtaler med stor respekt, befriede Sydvietnam med kommunisme, og var bestemt ikke en kompromissøgende herre. Intet skulle stå i vejen for hans politiske drøm.
Mit besøg hos familien og deres stolte fortælling om Onkel Ho, har som sådan ikke ændret min forestilling om Ho Chi Minh, men den har givet mig en ide´ om, at virkeligheden ofte er lang mere nuanceret, end man tit forestiller sig, og at man først i samtale med vietnameserne får en mere tydelig forståelse af den kompleksitet politik altid vil indeholde.
I hvert fald er det mig der foreløbig sidder tilbage med aben…