Jeg har genopdaget en af barndommens virkelige rædsler. Angsten for mørke smalle gyder. Måske er det ligefrem et vestligt kulturfænomen, at vi kollektivt er overbevist om, at faren netop findes disse steder. I den tidlige barndom er det netop her spøgelserne og monstrene bor, og lidt senere akkurat dér, hvor de lyssky forretninger foregår, og hvor man risikerer at bliver røvet, voldtaget eller endnu værre myrdet, hvis man bevæger sig derind. Resultatet er, vi føler os mest trygge på større veje med lys og bred udsigt.

Men nu bor jeg altså i Hanoi, hvor den slags traumatisk kulturbåren angst ikke fungerer. Den gamle bydel er ganske vist en række relativt brede gader med masser af lys, men alle disse gader forbindes og sammenkobles i et sindrigt netværk af genveje, blindgyder og stier. Vi taler om et rent labyrintisk kaos. De flest huse har to numre – det ene markere nummeret på hovedgaden, det andet nummeret i den smalle mørke gyde, der kan bore sig langt ind bag de forreste facader. Her er der også mørkt om dagen. Solen holdes i skat af de høje murer og det store antal altaner, der popper ud på bygningen i et kaos, der må give enhver arkitekt mareridt.

Men i Hanoi er hverken børn eller voksne bange for de smalle og mørke gyder. Måske fordi en meget stor procentdel af byens folk bor og lever her.