Æg-kaffe & et skjulte café-liv i Hanoi
Æg-kaffe
Hvis man vil nyde cafélivet i Hanoi, er tilbuddene utallige, lige fra de små cafeer placeret ude på fortovet, til de fancy designede roof-top cafeer med udsigt til Hoan Kem-søen og byen.
Men går man efter den helt unikke oplevelse i en atmosfære, der er svær at finde andre steder, så kan Dinh Café (og deres Æg-kaffe – eller Æg-kakao til de små) være et godt bud.
Dinh Café er unik på flere måder. Cafeen åbnede i 1984 og den første ejer var fru Bich, der måtte stoppe som gymnasielærer af helbredsmæssige årsager for så at kaste sin kærlighed på cafélivet. Stedet blev selvfølge et populært tilflugtssted for studerende og kunstnere, og i mere end tre årtier har tiden således stået stille i et cafémiljø, der tilsyneladende nægter at overgive sig til de moderne tider.
Cafeen kræver, at man i forvejen ved, hvor den er, ellers overser man nemt stedet. Man skal nemlig først igennem en butik med tasker og rygsække, ud i nogle baglokaler, for endelig at tage nogle smalle stentrapper til 2. etage.
Men så er man også nået til det man let i en overstadig stemning kunne kalde Aladdins hule.
Kun ca. 30 m2, der fyldes ud af røgen fra cigaretter, rock- og popmusik fra 80´erne og småsnakken fra de mange cafégæster, der er sløset placeret rundt om små borde med tilhørende taburetlignende stole.
Er den dunkle og fortættede stemning for meget, kan man trække ud på balkonen, hvor der sagtens kan sidde en fem-seks personer. Her er der udsigt over søen og den hektiske trafik på Dinh Tien Hoang. Det er så også det eneste hektiske ved Dinh Café, – her er en tilbagelænet atmosfære, hvor tiden næsten går i stå, mens man i ro og mag indtager sin Æg-kaffe!
Den noget specielle æg-kaffe er et must, hvis man går på café i Hanoi, og den findes ikke bedre end på Dinh Cafe. Æg-kaffen tilberedes med æggeblomme, sukker, mælk og kaffe. Hanoi- specialiteten kan spores tilbage til 50´erne og utrolig velsmagende – en smag som man efterfølgende altid vil forbinde med Hanoi.
Du finder Dinh Cafe her; 13 Din Tien Hoang, Hoan Kiem District.
Send os dine spørgsmål eller få et uforpligtende tilbud
Få et uforpligtende tilbud eller send os dine spørgsmå. Udfyld formularen herunder, så vil Thomas, Michael eller Kenneth vende tilbage hurtigst muligt.