Ca. 20 kilometer øst for den gamle hovedstad kongebyen Hue, møder man den lille og rolige landsby An Bang. Landsbyen ligger ikke langt fra Thuan An Beach, men det er ikke stranden, der har gjort An Bang Village kendt. Byen bliver af de lokale kaldt City of Ghosts, og det bizarre navn giver fuld mening, allerede når man nærmer sig byen.
I landsbyen konkurrerer man nemlig om at bygge de mest overdådige og kunstfærdige gravpladser, og igennem årene er kirkegården således blevet mere og mere dominerende i byen. Med sine farverige strukturer bygget på hvidt sand strækker kirkegården sig over mere end 3 kilometer, og flere af mausoleerne er så gigantiske, at de nemt kan forveksles med palæer. Pengene til disse gigantiske bygningsværker stammer for størstedelens vedkommende fra USA, idet 90% af byens beboere har slægtninge, der er emigreret til bl.a. USA. De penge der sendes hjem til landsbyen bruges for hovedpartens vedkommende til bygning af gravsteder. Et gravsted kan således nemt komme til at koste mellem 25.000 og 50.000 dollars. Mens landsbyens beboere fortsat lever et simpelt liv i små huse, kan de derimod se frem til en død i luksus.
Selv om stedet er spændende at besøge, og arkitekturen fantastisk, er An Bang aldrig blevet rigtig opdaget af turister, og selv om her findes gravsteder for både buddhister, taoister og katolikker, er det kun de lokale man ser mellem gravsteder.
Turen fra Hue til An Bang Village er fantastisk af små veje, over dæmninger og små maleriske landsbyer langs vejen, og når man kommer til An Bang tager synet næsten pusten fra én. De utrolige mosaikker der glimter i solen og den tilsyneladende uendelig række af gravsteder giver virkelig en oplevelse ud over det sædvanlige. Kirkegården strækker sig i alle retninger så langt øje kan se, og selv om et besøg på en gravplads normalt kan være en dyster oplevelse, så er An Bang næsten blevet et slags farverigt univers, hvor man ikke kan holde sig tilbage i nysgerrigheden over hvad der venter lige om hjørnet.
Er man i Hue, er en tur til An Bang en stor oplevelse, og må absolut anbefales.