På motorcykel i Vietnam

Oplev Vietnam på motorcykel

Motorcykeltur i centralvietnam

Man siger, at det eneste man kan købe, som gør én rig er at rejse, og hvis det er sandt, så er der rigelig med overskud på kontoen efter en motorcykelcykeltur i Centralvietnam.

Turen kan gøres fra 1 til flere dage, og ruten er også forskellig afhængig af tiden der afsættes. En af de mere populære ruter er fra Hoi An til bjergbyen Prao (ca. 150 km.), hvor der overnattes. Næste dag går turen via Ho Chi Minh Stien tilbage til Hoi An (ca. 140 km.)

 
Det fantastiske ved at køre rundt i højlandet på motorcykel er, at alle sanser er i brug. Duftene, lydene og selvfølgelig det fantastiske syn af helt utrolige naturlandskaber. 

Man kan tage turen enten som bagsædepassager eller chauffør med guide, og der er aldrig to ture der ligner hinanden. Vejret, årstiden og guidens foretrukne rute ad små veje gennem rismarker, bjerglandskaber og jungle bestemmer, hvad turen byder på.

Men én ting er sikkert, der åbnes for alle sluser til det autentiske Vietnam. Man kommer ud i de små etniske landsbyer, hvor Co Tu-folket lever deres simple liv som bønder og håndværkere. Da man i disse små landsbyer sjældent ser turister, bydes man velkommen med en venlig hilsner og ofte budt indenfor.

Måske stopper man ved en skole og får en sludder med eleverne, eller ser dem blive undervist, eller også støder man på kvinderne, der vasker guld i ”Golden River”. Det kan også være man stikker hovedet indenfor hos svampeavleren, væversken eller nogen af de andre mange aktiviteter, som findes i de små landsbyer i højlandet.

Turen byder ud over de majestætiske panorama-views også på vandfald, hængebroer og sejltur over Thu Bon-floden.

Motorcykelture er blevet meget populært i hele Vietnam, og er da også en enestående måde at komme helt tæt på det Vietnam, som normalt blot suser forbi, mens man sidder og halvsover i bussen eller toget. Mødet med landbefolkningen i provinsen bringer ikke bare én et skridt nærmere til at forstå dette farverige land, men også en nær-oplevelse af de kontraster man finder i landet. Fascinationen af og forsøget på at begribe det liv der leves her, åbner samtidig en række spørgsmål til ens eget materialistiske liv og efterlader en eftertænksomhed, som er sund for alle.

Motorcykel fra Hue til Hoi An

En motorcykelentusiast har en gang om sin begejstring for motorcyklen sagt, at det at køre i bil kun er som at se TV. Man er passiv iagttager og virkeligheden er puttet ind i en ramme. På en motorcykle er indramningen væk – man er i kontakt med det hele. Man er selv en del af scenen, og følelsen af tilstedeværelse er overvældende.

Frihedsfornemmelsen og den tætte kontakt med omgivelserne kan man bl.a. andet opleve på en tur fra Hue til Hoi An. Turen kan gøres med overnatning, men kan også klares som en endagstur, og der venter mange store oplevelser undervejs.

En populær måde at tage på motorcykeltur på i Vietnam er som passager med en erfaren lokalkendt guide i førersædet. Ikke alene giver det mulighed for 100% at nyde sceneriet, men også chance for at tage billeder, mens man er på farten. Hvad enten man drejer på gashåndtaget selv, eller sidder bagpå, må det anbefales at tage en lokal guide med. De kender området, og kender de små veje og landsbyer, hvor man kan opleve et stykke Vietnam, der meget sjældent ser turister. Man kan gøre stop undervejs og hilse på lokale folk, spise frokost på en lokal restaurant og nyde udsigten inden turen igen fortsætter.

Turen fra Hue til Hoi An byder både på fantastisk natur i højlandet, bølgende rismarker og bjergkørsel over Hai Van passet. Undervejs kan man se nærmere på lokale markeder, se fiskerbådene på stranden og fascineres af en af Vietnam største kirkegårde, hvis farverige mosaikker næsten kan tage vejret fra én. Inden man lander i Hoi An, kan man slå et smut inden om Da Nang og opleve det moderne Vietnam, som det udspiller sig i en af landets største byer, og måske tage en dukkert fra China Beach (My Khe Beach).

Fra Hoi An til Quang Ngai på motorcykel

Hvis man på sin rejse til Vietnam har lyst til at komme helt tæt på naturen, opleve livet i de små landsbyer i provinsen og få en dybere forståelse af kulturen i landet, er en motorcykeltur det helt rigtige valg. Der arrangeres ture i hele landet, og man kan vælge at have chauffør med, så man får den fulde oplevelse på bagsædet eller evt. vælge selv at køre og have en guide med, der kender området. Det sidste kræver dog internationalt kørekort.

Motorcykelturene kan varierer fra en enkelt dag til 14 dage, og hvad enten man vælger en af de kortere ture eller en de af de længere, er man sikret at komme tæt på de autentiske Vietnam – man kan sige en oplevelse uden filter!

Sådan et eventyr er turen fra Hoi An til Quang Ngai. Turen varer 4 dage, hvoraf den sidste er kyststrækningen fra Quang Ngai til Hoi An.

Efter at have forladt Hoi An kører man af smalle veje og stier op i højlandet. Med rismarker på begge sider, landmanden med sin vandbøffel og legende børn i vejkanten kører man igennem landskabet og gør stop ved små landsbyer og snakker med de lokale. 

Man møder åbenhed overalt og netop fordi højlandsområderne her er så lidt besøgt af turister, mærker man tydeligt, hvordan man selv for en kort stund bliver en attraktion. 

Landskabet i højlandet ændrer sig gradvist til at være jungle, der med den tætte grønne skov rejser sig på klipperne langs vejen. Motorcyklen kan komme steder, hvor bilen ingen chance har, og desuden passerer de smalle hængebroer eller flydende bambusbroer, der gør det nemt at krydse de store floder. 

Dagen ender i Kham Duc, der med sin placering på Ho Chi Minh Stien er et yndet overnatningssted for rejsen på motorcykel og for folk, der søger mod grænsen til Laos. Kham Duc var udgangspunkt for flere kampe under Vietnamkrigen, der blandt andet involverede de australske tropper.

Ruten fra Kham Duc til Kon Tum er både storslået og fantastisk. Af bjergvejene snor man sig af sted i landskaber med utrolige naturscenerier lige meget hvor man kigger hen. 

Kon Tum provinsen er den nordligste region i Vietnams centrale højland og her bor adskillige etniske minoriteter, som man kan lærer bedre kende ved at gøre holdt i nogle af de små landbyer under vejs. 

Området er befriende upåvirket af masseturismen, og man oplever enestående etnisk mangfoldighed og varm gæstfrihed i de fjerntliggende isolerede landsbyer. 

Kon Tum By ligger på bredden af Dakbla-floden og selv om byen er ret stor, vil man opleve den særlige højlands-ro hvile over stedet. Har man tid kan man evt. besøge Evacafe, der med sin omkringliggende have skaber det perfekte udgangspunkt for en fredelig kop kaffe eller en stille øl. Man forundres over at dette område var stedet for nogle af de mest blodige kampe under Vietnamkrigen.

Provinsen har i dag otte forskellige etniske minoritetsgrupper: Sedang, Bahnar, Jarai, Jeh-Trieng, Brau, Kadong, Mnam og den mindste, Ro Mam, med kun 200 tilbage. Her leves livet stadig som for 100 år siden, og det er kun en parabol hist og her der vidner om, at vi befinder os i 2017. Den moderne verden er på næsten magisk vis ikke eksisterende, men livet her leves ubesværet og med store smil, når man som besøgende træder indenfor.

I de fleste landsbyer mødes man af det ikoniske traditionelle Rong hus lige ved kanten af byen. Huset er en slag forsamlingshus, hvor byens befolkning mødes jævnligt.

I selve Kon Tum bør man ikke snyde sig selv for Bahnar katolske kirke på Nguyen Hue Street, en smuk træstruktur bygget i 1913, designet af en fransk arkitekt. Kirken overlevede mirakuløst krigen, og mere end 100 mennesker gemte sig i kælderen under kirken i to uger under et angreb.

Fra Kon Tum går turen nu ud mod kysten til provinsens hovedstad Quang Ngai. Byen har ikke så meget at byde på, men turen dertil er fantastisk. Man kører ad QL24 der forbinder Kon Tum med kysten. 

Ruten er fuld af spektakulære naturskønne oplevelser. Fra hvor QL24 møder Highway 1, er det yderligere 30 kilometer nordpå til Quang Ngai. Her overnætter man. Fra Quang Ngai er der ca. 115 kilometer tilbage til Hoi An.

Inden man kører op langs kysten må man ikke snyde sig for et besøg på museet for My Lai-massakren. Quang Ngai provinsen havde en række meget blodige kampe under Vietnamkrigen – idet højlandet blev betragtet som højborg for Viet Cong. 

I de tidlige morgentimer den 16. marts 1968 landede amerikanske helikoptere ved landsbyen My Lai for at dræbe Viet Cong soldater. 

Men Viet Cong var ikke i landbyen og i stedet blev 504 uskyldige og ubevæbnede vietnamesiske bønder brutalt dræbt – mange af dem kvinder og børn. Massakren, der senere blev kendt som My Lai massakren fortælles i billeder og på film på museet, ligesom der er sat mindesten for de mange døde. 

Der er ingen huse tilbage, men man har genopført et enkelt hus, så man kan se, hvordan de lokale boede i landsbyen, inden angrebet. My Lai museet ligger ca. 15 km uden for byen.

Den sidste dag kører man op langs kysten mod Hoi An. Man ser de hvide strande, det blå vand og de mange små fiskerlandsbyer, der ligger som perler på en snor langs kysten.

Man kan evt. gøre stop i Trung Thanh Village, der har vægmalerier på mange af husene, og som har bragt kunsten ind i dagligdagen – bl.a. ved også at male de ikoniske bambusbåde som et særlig kunstprojekt i byen.

Motorcykelferie med guide

 

Køb & leje af motorcykel i Vietnam

Forsikring
Kørekort
 

 

Send os dine spørgsmål eller få et uforpligtende tilbud

Få et uforpligtende tilbud eller send os dine spørgsmå. Udfyld formularen herunder, så vil Thomas, Michael eller Kenneth vende tilbage hurtigst muligt.

Find os på sociale medier

Andre læste også:

Hvad skal man se og opleve i Vietnam? Se Kenneths top 5 her!

Hvad skal man se og opleve i Vietnam?

Vietnam er et langt land med mange muligheder og seværdigheder fra nord til syd og ikke mindst på øerne. Her er alt fra store travle byer som Hanoi til smuk natur med idylliske landsbyer og rismarker. Derudover er Vietnam kendt for sine smukke badestrande, som er oplagte

Læs mere »
Rejser til Vietnam med børn - Familieferie når det er bedst.

Familieferie – ferie med børn i Vietnam

Det Kenneth ikke forstod om børn og senge Vi kan ikke dele seng med vores børn … sådan stod der i flere mails. Siden jeg startede Vietnam Rejser i 2012, har jeg aldrig forstået hvorfor nogle forældre, skriver som et krav at deres små guldklumper SKAL have

Læs mere »

Har du spørgsmål?

Du er mere end velkommen til at skrive eller ringe til os. Vi sidder klar til at besvare dine spørgsmål på både mail og telefon.

Få inspiration til din rejse. Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Bestil et uforpligtende tilbud

Bestil et uforpligtende tilbud
Team Vietnam Rejser
Kontakt information
Antal rejsende
Skal vi hjælpe med flybilletter?
Har du nogle ønsker eller andet?
Udfyldes kun hvis du har trykket "ja tak" til flybilletter

For at kunne give et uforpligtende tilbud på fly, skal vi bruge følgende information på alle rejsende: Fulde navn (som i passet) og fødselsdato.