Trafikken i regnvejr
Den livlige trafik af dyttende scootere fortsætter, og i den våde asfalt spejles nu et utal af farver fra de kulørte regnslag og regntøj, som nu har formummet de kørende til ukendelighed. Frugtsælgerne fortsætter ufortrødent med at traske rundt i gaderne, og fortovscafeerne og restauranterne skanser sig bag udhængte markiser og andre anordninger mod regnvandet.
Det mærkes heller ikke på humøret hos vietnameserne, som synes mentalt rustet og parat, hvis solen svigter en dag. Selv cykeltaxa-chaufførerne træder i pedalerne, mens turisterne gemmer sig bag plastik og irriteret må erkende, at en række fine feriefotos ikke kan realiseres.
Men turister i hovedstaden har dog en række gode muligheder, hvis de gerne vil være aktive, og formår at overvinde den store lyst til blot at gemme sig under dynen på hotelværelset og se genudsendelser af Friends på TV.
En liste over gode bud på aktiviteter på en regnvejrsdag i Hanoi kunne se sådan ud:
1. Tag på museum
Der er masser af spændende museer at besøge i Hanoi og Ho Chi Minh City. I Hoi An er der Hoi An museum, og ellers skal du til Danang, det er en tur på ca. 40 min i bil eller taxa. Her finder du b.la. Danang museum, Danang kunstmuseum, 3D museum. I Hanoi er der Kvinde museet, Ho Chi Minh Museet, Det Etnologi Museum eller Fine Arts Museum for kunstelskerne.
I Ho Chi Minh City er det krigsmuseet der tiltrækker flest besøgende. Kunstmuseet, Vietnams historiske museum, Ao Dai museet der fremviser den smukke traditionelle dragt, er også steder du kan besøge.
2. Tag et spil bowling
Er mere til underholdning i den lette ende, byder de 3 storbyer på adskillige bowlingbaner og andre indendørs underholdningstilbud. Lav en google søgning, tjek adresser og ring centrene op, for at sikre de er åbne og ikke udsolgte.
3. En billig tur i biffen og shopping
Et altid populært bud på en aktivitet i regnvejr er en tur i biografen. Der er flere store og moderne biografer i Hanoi, Hoi An, Danang og Ho Chi Minh City, og de fleste tilbyder engelsksprogede film med vietnamesiske undertekster.
Biograferne ligger oftest i de store shoppingcentre som Vincom og Lotte, så det er oplagt at slå shoppingturen sammen med en tur i biffen.
Det er iøvrigt billigt at gå i biografen i Vietnam. En billet kan fås til ca. kr. 12-30 alt efter hvilken dag og tidspunkt du vælger.
4. Forkæl dig selv med spa og massage
Regnvejrsdage er selvfølgelig også en oplagt mulighed for personlig forkælelse. Massage findes i alle prisklasser, og du kan få alt fra 30 min til flere timers behandlinger med både massage, sauna, ansigtsbehandlinger m.m. Du vil føle dig som nyfødt, når du senere træder ud i regnen.
5. Tag på cafe og prøv en Vietnamesisk kaffe
Det nemme og oplagte valg er for mange ét eller flere cafébesøg. Cafeerne har ofte gratis wifi, og man kan nemt slå flere timer ihjel her med sin computer og Hanoi-specialiteten Egg-Coffee – hvis man da ikke bare vil finde sig en vinduesplads og se på våde mennesker, der skyndsomt passerer ude i regnen.
Når du sidst på dagen returnerer til hotellet, er dynen der stadig, og mon ikke der også kan blive tid til et enkelt afsnit af Friends via en af de utallige satellitkanaler?
NÃ¥r du er herude sÃ¥ spørg os, vi guider dig gerne til spændende aktiviteter og shopping muligheder – mÃ¥ske tager vi endda med dig pÃ¥ vores favorit cafe.