Verden så måbende til, da danske roligans med deres malede ansigter og klaphatte fik international bevågenhed i 80´erne. Den anti-voldelige attitude, de glade slagsange og bodega-vommen strittende frem under den stramtsiddende nationaltrøje fik smilene frem, og mange har nok også betragtet de danske fodboldfans som en smule latterlige.

Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg sammen med Team Vietnam Rejser, besluttede at gå til landskamp, da Vietnams landshold tørnede sammen med det thailandske. Allerede ved ankomsten til Mỹ Đình National Stadium var vi vidne til en et massivt fremmøde af vietnamesiske ”roligans”.

 
Klaphatten var udskiftet med enten en rød- og gulmalet rishat, og mange havde malet det vietnamesiske flag i ansigtet. Andre havde røde  pandebåd på, der mest af alt fik dem til at ligne en flok Karate-Kids-Wannabies. Men humøret var højt, og selv om sikkerhedsfolkene ikke kunne styre det store pres af mennesker, der ville ind, og at det endte med scener, der får en til at huske scener fra Roskilde Festivalen, når hegnet bliver fjernet, foregik alt med positiv energi. 

Stadion var næsten fyldt, og da der er plads til ca. 40.000 mennesker, vil en vurdering være, at der var mødt ca. 30.000 frem til eventen.

Sammenligningen med danske roligans må nok ophøre, når de glade rishatsklædte fodboldfans endelig nåede deres sæder på tribunen. Det var stort set umuligt at anskaffe sig en øl for slet ikke at tale om en ristet pølse med brød. I pausen kunne være heldig at finde et lille udsalg for øl og sodavand, men de hældes op i en plasticpose og skal så drikkes med sugerør. Når sådan en fodboldfan med rishat kommer bimlende med en pose øl med sugerør, får man nemt det uudslettelige indtryk, at vedkommende går rundt med en stomipose i hånden. Man kunne købe pølser – en slags forvoksede cocktailpølser på en pind – også serveret i en pose. Langt fra de forventninger en fan med ægte roligan i blodet må forvente.

Jeg vil ikke dvæle ved selve kampen, for lad os nu bare være ærlige, der var ikke noget at skrive hjem om. Vietnam tabte (som forventet) 0-3, og da den sidste scoring faldt 20 minutter inden kampen blev fløjtet af, forlod mange tilskuere stadion. Til gengæld var humøret intakt, og der var ikke skyggen af aggression eller surhed. Medarbejderne på Vietnam Rejser blev tværtimod inviteret til adskillige fotosessions med ”rishatte”, der i stedet for en sejr, så fik et kodak-minde med en lille flok roligans, der overraskende nok heppede på taberholdet, og faktisk havde en fantastisk aften UDEN fadøl og ristede pølser i halvlegen.