24/07-2013
På min rejse rundt alene i det sydøstlige Asien havde jeg afsat 18 dage til at rejse i Vietnam. Jeg ville gerne rejse i hele landet, så det var uoverskueligt for mig at finde ud af, hvad jeg skulle vælge at opleve frem for noget andet. Derfor kontaktede jeg Kenneth gennem vietnam-rejser.dk, og jeg fik super hurtigt svar om, at det kunne han da hjælpe mig med. At jeg kun havde de 18 dage tror jeg var en udfordring for ham, men den klarede han snildt, for jeg har haft den mest fantastiske tur med den ’rejseplan’, han hjalp mig med at strikke sammen. Jeg bestilte 3 ture igennem Vietnam Rejser. 5 dage med Easy Riders, Halong Bay med en overnatning og Sapa med homestay. Alle tre helt fantastiske ture. På min Easy Rider tur havde jeg den sødeste vietnamesiske guide, der viste mig og fortalte mig om Vietnam. Vi gjorde mange stop under de 5 dage, så det var ikke blot det at opleve smukke Vietnam bag på motorcyklen, men også at møde lokalbefolkning i de små byer, som man ikke selv ville tage til, se kaffeplantage, cashewfabrik, silkefabrik, vandfald m.v. Det er det mest fantastiske, jeg har oplevet, og en helt speciel følelse bare at køre ud i det blå og se, hvor man bliver ført hen. Snyd ikke dig selv for denne oplevelse! Halong Bay var også helt ubeskrivelig smukt. Der var en god stemning på båden med en super guide og lækker vietnamesisk mad. Vi sejlede bl.a. rundt i kano mellem ’øerne’ og så den største grotte i Halong Bay, som var meget fascinerende. Min tur til Sapa var så smuk. Vi gik op og ned igennem rismarkerne; det smukkeste landskab. Og guiden var af det lokale stammefolk, hvilket gav en meget autentisk oplevelse i et ellers meget attraktivt, turistet område. De ture, jeg har været på kan varmt anbefales! Jeg følte mig sikker ved at bestille igennem Kenneth, fordi jeg rejste alene og på forhånd gerne ville have mig nogle holdepunkter ift. min rejse. Jeg har oplevet en utrolig venlighed og ærlighed hos Kenneth. Så kom i gang og bestil jeres ture herigennem. Det vil i bestemt ikke fortryde ☺ En stor tak til Kenneth og Vietnam Rejser. Ønsker jer alle en god rejse i det smukke og skønne Vietnam.