13/04-2015
I 2014 rejste vi til Vietnam. Med hjælp fra Kenneth, Vietnamrejser fik vi pakket en tur omfattende 24 overnatninger. Den omfattede disse steder: Hanoi, Halong Bay, Sapa, Hoi An, Nha Trang og Ho Chi Minh med forskellige udflugter. Efter denne store oplevelse, havde vi lyst til at se mere af dette fantastiske land, og kontaktede igen Kenneth. Fra den 11. marts til den 9. april har vi nu været på farten, og det har virkelig været en rejse med minder for livet. Vi fløj til Hanoi hvor vi havde 2 overnatninger. Derefter havde Kenneth anbefalet, at vi tog til BA Bé. Dertil blev vi kørt med bil med chauffør og guide, nogle fantastisk søde mennesker. Undervejs spiste vi ( hvilket var med i prisen). Da vi ankom til Ba Bé sejlede vi i 4 timer i en meget flot og uberørt natur, bl.a. til en stor hule (grotte). Vi sejlede til vi næsten var ved Linh’s homestay, og gik et lille stykke. Det var et rigtig fint homestay med egne små værelser og flere badeværelser. Et meget velholdt og hyggeligt sted. Desuden var familien nogle rigtig søde og hyggelige mennesker, og om aftenen blev der disket op med et væld af forskellige retter mad, den lokale dram og vi holdt allesammen en lille fest. Det var en fin oplevelse. Næste dag kørte vi videre, og så nogle flotte vandfald,en drypstenshule, et marked og besøgte nogle landsbyer. Vi overnattede på hotel, og derefter kørte vi tilbage til Hanoi. Tror at vi kørte sammenlagt 800 km, og det var fantastisk. Vi hyggede os gevaldigt med vores 2 ledsagere. Tilbage i Hanoi havde vi en overnatning, hvorefter vi fløj til Hoi An, hvor vi nød 5 overnatninger på det dejlige Hoi An Beach Resort. Vi hyggede os i den lille charmerende by og deltog i Cooking Class, hvor vi lærte at lave 4 retter mad. Derfra gik turen med fly til Cambodia. Vi fløj til Siem Reap, hvor vi havde 4 overnatninger. Vi blev hentet i lufthavnen af en meget sød chauffør, som også skulle køre os rundt på vores udflugter de næste dage sammen med en lige så sød guide. De kunne begge engelsk, og begge var de meget omsorgsfulde og spurgte hele tiden om vi havde brug for vand, eller gav en hånd, når trinene var for høje. Det var en fornøjelse, at være sammen med dem på vores udflugter. Vi havde to dage, hvor vi så ca. 10 temper. Deriblandt Angkor Wat, Angkor Tom, BaYon Templet og flere andre templer. Det er en oplevelse man ikke glemmer. Guiden havde virkelig styr på historien , og mestrede også sit engelsk godt. Vi så også nogle historiske broer. 3. dag havde vi på egen hånd, hvor vi udforskede byen lidt. På 4.dagen startede vi tidligt om morgenen med bil til Phnom Penh. På grund af for lidt vand i floderne på denne årstid, kunne vi ikke sejle. Man kan også flyve. Det tager 45 mim. Med bil 7-8 timer. Vi var glade for, at vi tog med bil, da vi dermed så det virkelige Cambodia. Ikke det turistede Cambodia, som man ser i de større byer. Vejene er ikke særlig gode i Cambodia. Mange strækninger er grusveje, hvor man kører i sandstorme, som om man er i ørknen. Der er masser af huller og en vanvittig trafik uden særlige retningslinier. Der skal en god chauffør til, hvilket vi også havde. Fremme i Phnom Penh bliver vi overdraget til den næste chauffør og guide. Vi starter lige efter ankomst og ser Kongebyen og Silverpagodaen. Næste dag ser vi Killing Fields og S 21, Tuol Sleng prison,Nationalmuseet, og det Russiske marked. Også nogle gode og interresante oplevelser. 3. dag var fridag til egen fornøjelse. Derefter blev vi transporteret til lufthavnen og fløj til Ho Chi Minh. Efter en overnatning skulle vi flyve videre til øen Con Dao. Vi havde ønsket, at komme et sted hen, hvor der ikke var for mange russere. Kenneth var ikke længe om at sige, at så skulle vi til Con Dao. Det skulle være lidt afslapning og badeferie. Og hvor havde han dog ret. Vi boede på Con Dao Resort, som ligger lige på den skønneste sandstrand, med det klareste vand og en umådelig flot udsigt over havet og øerne. Stranden havde vi næsten for os selv. Da der kommer mange vietnamesere på øen, og de ikke solbader og bader på samme måde som europæerne, var der altid solstole og parasoller til os. Det var ren afslapning. Vi var på tur i urskoven, hvor vi så aber, store egern, kæmpestore flagermus og flotte fugle. Vi så fængsler og camps fra krigen, og vi havde en sjov oplevelse på kirkegården ved midnat, hvor vietnameserne kommer, for at bede for og ære en ung pige, Vo Thi Sau, som var politisk fange, og blev henrettet i 1952. Efter 6 overnatninger der, fløj vi igen til Ho Chi Minh, hvor vi havde to overnatninger. Derefter gik det igen hjemad til Danmark. Vi siger tak til Kenneth, fordi alt har fungeret. Vi er blevet transporteret fra lufthavne til hoteller og omvendt. Vi er blevet hentet præcist hver gang vi skulle på udflugter, og har haft chauffører, som har kørt fint og forsvarligt. Guiderne har mestret deres historie og deres engelsk perfekt. Det har været meget hjertelige personer, som vi også har hygget os godt med. Man har altid følt sig i sikre hænder. Det viser, at han bruger samarbejdspartnere, som man kan regne med. Desuden får man en telefon ved Kenneth, og han er også sød til, at forhøre sig om alt er godt. Visum klarede han også for os. Vi har nu brugt Kenneth 2 gange, og vi kan kun sige, han er en mand, som man kan regne med. Han snyder ingen. Vi kan varmt anbefale ham til hjælp med en rejse. Han ved rigtigt meget om Vietnam, da han har afprøvet mange ting selv. Desuden har han vietnamesere ansat, som jo også ved en masse ting om landet. Vores rejse, som varede knap en måned, har været helt speciel, fordi det bare var os, som blev transporteret rundt. Vi behøvede ikke, at være sammen med 20-30 andre rejsedeltagere, men var meget tæt knyttet til chauffør og guide, som var der for os, når vi var på udflugt. Derimellem havde vi vores små badeferier, hvor vi havde vores egen tid. Alle hoteller har været fine. Dette er den helt optimale måde, både at opleve og holde ferie på. Og så er det ikke dyrere end at bestille 14 dages pakkerejse. Kærlig hilsen Inger og Hans- Jürgen.